Træner Kasper Jensen

13 gange dansk mester

”Året er gået godt,” lyder den ultrakorte version, når man spørger træner Kasper Jensen om en status for 2015-sæsonen.

”Både Victor og Mads har opnået deres mål fint. Victor blev B-kører i sin første sæson i sporten – og har fået kørt en masse uden alvorlige skader. Mads har forbedret sig og var med helt oppe og kæmpe om DM-titlen. Han har vist hurtighed til at klare sig i blandt de allerbedste,” siger Kasper Jensen om de to juniorkørere på teamet.

”Joan har ikke helt virket tændt, og endte da også lige uden for sit sæsonmål som en kneben nummer 4 ved DM. Jens klarer sig selv og når fantastiske resultater, mens Magnus har gjort det rigtig godt, i den periode han har kørt for os.”

Med Kasper Jensen har Team Specialmontering sikret sig en af Danmarks største trænerkapaciteter. Kasper nåede i sin aktive karriere 13 danmarksmesterskaber i perioden fra 1996 til 2014. Hans første DM var som 11-årig, da han vandt det der svarer til 85CC nu. Det første ”rigtige” senior-DM kom i hus i 2002, og det seneste altså i 2014.

Gennem hele karrieren har Kasper Jensen kørt internationalt og opnåede sit bedste enkeltresultat i 2008, da han fik en fjerdeplads ved en VM-afdeling i Chile. Samlet blev det til top 10-placeringer ved VM i både 2009 og 2010.

”Med sin enorme personlige erfaring er han i stand til at tilføre Team Specialmonterings kørere meget mere end instruktioner og træningsprogrammer. Kasper ved, hvad der skal til for at få succes, og han har en fantastisk forståelse for at få kørerne til at yde deres allerbedste i enhver situation,” siger teamchef Thomas Withen. Han er helt overbevist om, at Kasper Jensen er den helt rigtige til at udvikle talenterne på holdet.

”Som træner er min styrke nok evnen til at forklare kørerne, hvad jeg mener, på en måde, så de kan omstille det direkte på banen. Mit fokus er på at holde kommunikationen så enkel som muligt og kun arbejde med én ting ad gangen,” mener Kasper Jensen selv.

Til daglig holder Kasper Jensen gashåndtaget i bund i Sønderborg, hvor han er i gang med kandidatstudier inden for Business Relations Management. Hans forældre ejer motorsportsspecialisten Kaj’s MC. Forretningen er en af landets største inden for motorcykler, cykler og motocrosscykler.